Kreativ Chef til Yellow Umwelt
Tid til at tage det næste naturlige skridt i reklamebranchen? Kunne du tænke dig at arbejde på et bureau med 25 medarbejdere, hvor det føles nært, men som alligevel er stort nok til at arbejde for kunder som Carlsberg, Pågen, DSB, Djøf, Dansk Retursystem, Mærsk, Novo Holdings og Dansk Erhverv? Har du lyst til at arbejde med integreret marketing – dvs. marketing med fokus på brandopbygning og konceptudvikling?
Vi søger en kreativ chef til bureauet. Du bør helst have 10-15 års erfaring fra vores branche og gerne være født med en Art Director i maven. Ideelt set har du haft ledelsesansvar for nogle medarbejdere, men det er ikke et krav. Det vigtigste er, at du har lyst til at drive forskellige teams samt styre kunder og projekter med dit engagement, din erfaring og din naturlige ansvarsfølelse.
Hos Yellow Umwelt er der højt til loftet. Du vil møde kompetente kolleger, som er vant til at arbejde med nogle af landets største kunder. Vi har også mellemstore kunder, og der er altid et højt fagligt niveau. Vi konkurrerer med de bedste bureauer i Danmark – og du skal hjælpe med at sikre, at vi står stærkt i denne konkurrence. Vi har en gennemtestet metode og en solid track record, som gør os i stand til at håndtere komplekse problemstillinger for store internationale koncerner.
Som mange andre bureauer i København arbejder vi i spændingsfeltet mellem strategi og kreativitet. Men har vi noget, der adskiller os? Ja, vi har faktisk en 7-trins strategi-model, som hjælper os med at finde værdifulde indsigter – en kunst i sig selv, hvis vi selv skal sige det. Herefter udføres arbejdet i en struktureret form, hvor det kreative team inddrages på nøje planlagte tidspunkter. På dette strategiske fundament udvikler vi kreative koncepter og langvarige kommunikationsplatforme til vores kunder – ofte med en landingpage eller en digital kerne, som vi selv designer og udvikler.
Lidt om, hvad du skal kunne: Her følger en række buzzwords, som giver mening for marketingfolk, og som opsummerer de discipliner, du skal kunne håndtere: Konceptudvikling, marketingplatforme, integreret marketing, digitale løsninger, branded utilities, digital experiences, SoMe playbook, landingpage, 360° kampagneudrulning og niceness.
Lidt om dig: Vi forestiller os, at du er dygtig og uformel. At du nyder at præsentere og være ude hos kunderne. At du har en klar idé om, hvad du vil, og hvad der virker. At du har lyst til at rådgive og udvikle dig. At du er ydmyg over for de virksomheder, vi arbejder for, men samtidig er tydelig i din rådgiverrolle. At du kan lide at konkurrere og vinde – både tillid, kunder og awards. Og at du kan acceptere at få et nej. Det lyder af meget, men et job hos os er også krævende. Til gengæld sikrer vi, at du også har tid til et liv ved siden af – for alt skal jo hænge sammen.
Send dit CV og ansøgning til Executive Creative Director Jakob Bruun på jab@yu.agency inden den 20. november 2024.
Yellow Umwelt A/S er et danskejet digitalt reklamebureau, der blev grundlagt for 30 år siden og fusioneret i 2020, hvor Yellow og Umwelt gik sammen. Vi skaber strategisk kommunikation med en digital kerne. Vi arbejder for kunder som Carlsberg, Novo Holdings, DSB, Djøf, Audo, Dansk Erhverv, Dansk Retursystem, Stillstrom by Maersk, Pågen m.fl. Vi har udviklet adskillige websites og vundet internationale priser som Webby, The FWA, Awwwards og CSS Design Awards. Læs mere her: awwwards.com/yellowumwelt